Client LoginPolitisk uro i Europa er en gave til USA i kampen om de internationale pengestrømme.
Thomas Ditlev Wandel har skrevet en kronik i Finans.dk om, hvordan Europa er ved at fumle en klar fordel væk i kampen om de internationale pengestrømme.
I takt med at Donald Trump flytter USA tættere på en gældskrise og mindsker det langsigtede afkastpotentiale i landets aktiver med indgreb i økonomien, så ser europæiske aktier og obligationer mere attraktive ud relativt set.
Men politisk uro, som den, der udspiller sig i Frankrig lige nu, og en manglende opbakning til de planer, der kan øge vækst og produktivitet i det indre marked, udvander Europas fordele.
Kronikken kan læses via linket her, eller nedenfor.
Investorer søger febrilsk efter alternativer til USA: hvorfor griber Europa ikke bolden?
Mange europæere grinede af Donald Trumps selvskabte kaos. Nu er vi selv ved at miste grebet om fortællingen.
Tekst:
Donald Trumps utilsigtede forsøg på at skræmme internationale investorer væk er en kæmpe mulighed for Europa. Men på vanlig vis, er vi ved at fumle vores chancer væk.
I starten af året så det ellers ud til, at Europa var det rette sted. Vi lignede det stabile, regelrette alternativ til Trumps kaos.
Der var både reformvilje til at bakke fortællingen op og en plausibel plan udarbejdet af ECB’s tidligere chef, Mario Draghi, der kunne tilføre de manglende elementer – nemlig vækst og investeringer.
Kovendingen i USA rystede mange europæiske investorer, som tilsammen ejer amerikanske aktier og obligationer for næsten 7.000 mia. euro. Asiatiske investorer var heller ikke glade for, hvad de så. Alene japanerne ejer amerikanske statsobligationer for omtrent 1.200 mia. dollar.
Langsigtede investorer begyndte allerede i januar at sive ud af amerikanske papirer. Renten på landets 30-årige obligation steg og flirtede i april med 5 pct. for første gang siden starten af 00’erne. Dollaren styrtdykkede.
Pengene strømmede dog i store træk ikke til Europa.
Ser man på centralbankernes reserver, der er en proxy for langsigtede investorers adfærd, så udgør euro-aktiver stadig kun omtrent 20 pct. Det er på samme niveau, som da Rusland invaderede Ukraine og under de godt 25 pct., som var niveauet omkring finanskrisen.
I stedet købte bankerne guld. Centralbanker holder i dag en større andel af deres reserver i guld end i amerikanske statsobligationer. Det er ikke set siden 1996.
Analyser af mere kortsigtede pengestrømme tegner det samme billede. Ifølge Exante Data var der en synlig rotation ud af amerikanske aktiver og ind i Europa i starten af året. Den er stilnet af.
Enten er truslen i USA forsvundet, eller også halter det med at skabe et reelt alternativ i Europa.
Jeg tror, at det sidste er tilfældet.
Trump har de seneste måneder kun forværret udsigterne for USA ved at ignorere landets budgetunderskud, eskalere handelspolitikken og angribe landets centralbank.
På vores side af Atlanten er fortællingen dog også falmet.
Det amerikanske aktiemarked er omtrent 10 gange større end det franske og tyske lagt sammen. Obligationsmarkedet er mere end dobbelt så stort som det europæiske.
Størrelse er godt, fordi det mindsker risiko for internationale investorer. Vi skal altså mindske risiko på andre måder.
Vi har brug for at vise en plausibel vej mod mere politisk stabilitet, dybere og mere integrerede kapitalmarkeder og højere vækst.
Desværre er der endnu ikke leveret på mange af løfterne fra starten af året. Draghis plan ligger stort set stille. Selv indenfor investeringer i forsvar og infrastruktur halter det med at eksekvere.
Jeg ved godt, at tingene går langsomt i Europa. Men man kunne have håbet, at den største geopolitiske krise i 80 år havde sat fut i tingene.
De seneste ugers politiske ustabilitet i Holland, Polen og Frankrig kommer nu oveni. De udstiller fragmenteringen og mindsker evnen til at gennemføre reformer.
Budgetproblemerne i Frankrig og Storbritannien ligner til forveksling Trumps udfordringer.
Nu er det renterne på en række europæiske statsobligationer, som ryger i vejret. Det er et mistillidsvotum fra internationale investorer.
Det er dog for tidligt at fortvivle.
I takt med at Trump fortsætter sin rejse mod autokratiet vil Europa – trods alle sine fejl – se bedre ud relativt set.
Vi skal dog selv gøre noget. Vi kan starte med kickstarte implementeringen af Draghis plan.
Så skal vi skabe bedre livsvilkår for dem, der som Trumps vælgere, føler sig forbigået af globaliseringen.
Her vil Tyskland måske gå forrest med sin beslutning om at foretage store investeringer i bl.a. det gamle øst. Det kan Frankrig lære meget af.
Lykkes det at trække mere tilfredse vælgere tilbage ind mod den politiske midte, så kan vi sammen skabe et bedre alternativ.
