Client LoginThomas Wandel har tænkt over dollaren i en kronik i Finans.
Dollarfaldet ramte danske investorer i amerikanske aktiver sidste år. Vi ser dog nok ind i flere år med en svag dollar og en strukturelt stærkere euro. Læs analysen nedenfor eller på dette link.
Trump slagter dollaren og giver os en stærk euro i stedet
Selvom den amerikanske finansminister Scott Bessent forleden bedyrede markedet om det modsatte, tyder meget på, at USA har droppet sin 30 år gamle politik om en stærk dollar.
Bessents ærinde var at berolige markedet, da præsident Trump i slutningen af januar kaldte dollarens fald for “fantastisk.” Men han taler i stigende grad til døve ører.
Det er tydeligt, at Trump vil have dollaren ned, og at han er ligeglad med fundamentet under en stærk dollar. Toldkaosset hen over weekenden er blot endnu et bevis.
Samtidig er Europa i færd med at opbygge fundamentet under en stærk euro. Der er en stigende følelse af hastværk blandt EU’s ledere om, at indsatsen for at styrke konkurrenceevne og det indre marked skal accelereres. Draghi-planen skrider frem, selvom det går langsommere, end vi havde håbet.
Lægger man disse to observationer sammen, ser vi måske ind i flere år med en sivende dollar. Omvendt vil en stærk euro tiltrække kapital og holde renterne i skak.
Fra marts til juni sidste år faldt dollaren omtrent 10 pct. mod euro primært som følge af Donald Trumps toldkrig. Siden har valutaen handlet sidelæns gennem en række andre tiltag, der også er destruktive for amerikansk økonomi.
Selvom dollaren er tæt på sit svageste niveau i fire år, er den dog ikke svag. Den handler stadig i midten af det langsigtede gennemsnit på mellem 1.15 og 1.20 per euro. Det tror vi, vil ændre sig de kommende år.
Ideen om ’’en stærk dollar’’ blev skabt af finansminister Robert Rubin i starten af 1995. En stærk dollar skulle tiltrække investorer, gøre import billigere, holde renterne nede og gøre USA til kapitalmarkedets sikre havn.
Politikken udmøntedes bl.a. ved at styrke centralbankens uafhængighed, holde budgetunderskuddet i skak, undgå valutainterventioner og sikre stabilitet og transparens i love, der vedrørte handelspartnere og investorer.
Mantraet er blevet rituelt gentaget af stort set alle finansministre siden. Men det har aldrig klinget så hult som nu. Trump ønsker ikke at investere i fundamentet under en stærk dollar. Hans agenda kan faktisk kun opnås ved at rive det ned.
Hans tariffer har ikke skabt de lovede arbejdspladser i industrien – sektoren tabte 100.000 stillinger sidste år. Handelsunderskuddet også er nogenlunde intakt. Centralbanken konkluderede forleden, at amerikanske forbrugere og virksomheder har betalt omtrent 85% toldstigningerne via højere priser.
Nu skal et stort fald i dollaren rette op på begge dele, mener Trump. Men det er tågesnak. Eksport udgør 11% af amerikansk økonomi, mens forbrug udgør 68%.
Det seneste år har nyheder om skattelettelser presset dollaren, selvom de skaber mere vækst, som burde styrke dollaren. Det er fordi budgetunderskuddet også vokser, og statsgælden har kurs opad.
Nomineringen af Kevin Warsh til Fed-chef har dæmpet lidt af bekymringerne for centralbankens uafhængighed, men administrationen har øget presset på andre områder. Hvis det lykkedes at holde renterne kunstigt nede, og inflationen får mere spillerum, bliver dollaren den store taber. Det synes Trump at være helt afklaret med.
Forleden lovede administrationen at intervenere til fordel for yen, hvis den japanske valuta fortsætter sit fald. I de seneste episoder med markedsuro er dollaren faldet.
Den stærke dollar er med andre ord fortid. Udviklingen har fået en række globale investorer til at diversificere væk fra USA og over mod Europa. Folk afdækker i højere grad deres dollareksponering. Vi tror, at denne rotation vil fortsætte.
Om Europa kan leve med en stærkere euro, må tiden vise. Det vil nok gøre ondt på uproduktive eksportvirksomheder. Det danske eksempel fortæller os dog, at snubletråde er katalysator for investeringer i produktivitet. Med en stærk euro får virksomhederne i det mindste adgang til billigere kapital.
