Kvartalsrapport: God start på 2024

af Mermaid

Godt begyndt er halvt fuldendt, siger man – og det er jo ofte en sandhed. Vi synes i hvert fald, at 2024 er startet fantastisk godt, og det er vi i sagens natur meget taknemmelige for.

Vi er sådan set også ganske fortrøstningsfulde for fremtiden, men gør os samtidig også mange overvejelser om, hvordan vi bedst kan beskytte de store formuestigninger, når – hvis – vi en dag skal den anden vej.

Den netop tiltrådte chef for Finanstilsynet ser det som sin fornemmeste opgave at forberede sig til næste storm. Mermaids fornemmeste opgave er at skabe gode langsigtede afkast, og det gøres b.la. ved, at man hele tiden har beredskabet klart til svære tider.

”Uforudsigelige tider” er måske blot blevet en permanent tilstand?

Går man længere tilbage, har de sidste mange år været svære at forudsige, men afkastene har ikke desto mindre været flotte og ganske markante. Vi er i hvert fald blevet bekræftet i, at man er nødt til at være med i markedet hele tiden, hvis man vil have afkast, og så må man leve med udsvingene. Over tid går det nemlig heldigvis mest opad!

Vores vurdering er derfor, at det bedste man kan gøre er at have en bred og diversificeret portefølje, så man ikke er for sårbar overfor hårde perioder. Der er lavet mange undersøgelser på området, og medmindre man decideret rammer ”bulls eye”, vil en bred og diversificeret portefølje også være den bedste måde at skabe et godt langsigtet afkast på.

Markederne

Med et afkast på 9,3% på Mermaid Aktier i første kvartal, kan vi konstatere, at året er startet godt for vores aktieportefølje.

”Det er ikke svært at blive rig, problemet er, at folk vil være det for hurtigt”

– Charlie Munger

Ovenstående udtalte netop afdøde investeringslegende Charlie Munger. Han hjalp Warren Buffett til at blive en af verdens rigeste igennem investeringer. Vores håb og ambition er at gøre det samme for vores kunder – altså ikke, at de bliver blandt verdens rigeste, men at gøre dem rigere 😊

Skal man skue lidt ud i fremtiden, ser vi helt overordnet visse udfordringer – både økonomiske og politiske. Tomgang på erhvervsejendomsmarkedet, usikkerhed om hvorvidt der overhovedet kommer rentesænkninger i år, det faktum, at mange lande geopolitisk står hårdt over for hinanden etc. – men indtil videre har markederne taget det med ophøjet ro.

*Mermaid kunders optimale investeringsportefølje bestående af henholdsvis aktier, obligationer, guld og evt. EFT’er

Det danske aktiemarked er steget 6,71% i kvartalet og udgør dermed det bedste nordiske marked i 1. kvartal. I de vestlige aktiemarkeder har vi set de største stigninger i USA og Tyskland, godt hjulpet på vej af de store IT-aktier, samt aktier i forsvarsindustrien.

Verdens største økonomi, USA, har klaret sig væsentlig bedre end de fleste økonomer havde regnet med, og prognoserne peger på vækst på over 2% i den amerikanske økonomi igen i år. Et stærkt arbejdsmarked, der understøtter privatforbruget, samtidigt med, at inflationen ikke ser ud til at løbe helt fra os, giver grund til at antage, at aktiemarkedet i USA ikke ser ud til at skulle korrigere kraftigt.

I Europa er økonomien ikke i helt så stærk vækst, men nøgletallene peger nu også i den rigtige retning her.

Der er dog ingen tvivl om, at der fortsat er store geopolitiske risici. Situationen i Ukraine og Mellemøsten samt risiko for højere energipriser og inflation kan få negativ indflydelse på markederne. Det er vi selvfølgelige meget opmærksomme på, og vi vil reagere, hvis/når det bliver aktuelt.

Mermaid Obligationer leverede et afkast på 0,86% i første kvartal. Selvom vi er bedre vant efter et godt 2023, hvor obligationsafkastet blev hele 7,63%, er vi ikke utilfredse med afkastet, da der har været stor usikkerhed omkring renteudvikling og inflation. Der er fortsat forventning om rentenedsættelser i både USA og Europa, men centralbankerne er meget opmærksomme på ikke at sænke renterne, før inflationen er helt under kontrol. Vi stiller spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet får en rentesænkning i år.

Den balancerede portefølje indeholder ved udgangen af kvartalet ca. 40% aktier, ca. 10% guld og ca. 50% obligationer. Som nævnt er det aktier der har leveret hovedparten af afkastet. Men også guld har hjulpet vores porteføljer markant med et afkast på 12% i årets første 3 måneder.

Faktisk er mange råvarer steget betragteligt i kvartalet, ikke mindst kakao; så havde man blot fyldt slikskabet derhjemme med guldbarrer, så havde succesen været fuldendt 😀

Forventningerne til helåret er fortsat positive!

De forventede rentesænkninger trækker ganske vist ud, og kommer som nævnt måske slet ikke, men det er primært på baggrund af, at der fortsat er godt gang i økonomien – specielt i USA. Virksomhedernes indtjening ser fornuftige ud, så selvom der uden tvivl vil være negative udsving undervejs, vurderer vi, at 2024 bliver et fornuftigt år for både aktie- og obligationsinvestorer.

Med ønsket om et dejligt forår slutter vi første kvartal og ser frem til det igangværende.