OPSUMMERING:
Vores strategier performede godt i januar trods volatilitet mod slutningen af måneden. De nordiske kvalitetsaktier i Mermaid Aktier steg hele 6,2%, mod 0,9% i MSCI World i euro. Strategien er nu oppe med 28,2% de seneste 12 mdr. Mermaid Balance, vores brede strategi med middelrisiko, steg 3,3% – 14,0% på 12 mdr. – mod 0,6% i en portefølje med globale aktier i euro. I løbet af måneden tog vi lidt af guldet og udvidede strategien med flere europæiske aktier.
MAKRO
Konsekvenserne af det geopolitiske paradigmeskifte forblev tydelige i januar. Vi ser derfor ind i en længere periode med højt geopolitisk konfliktniveau, som vil ændre indtjeningsstrømme. Vi regner dog ikke med, at konflikterne bliver så markante i år, at det ændrer vores positive syn på europæisk- og amerikansk økonomi.

Risikoen er, at konflikterne forværres bl.a. omkring det amerikanske midtvejsvalg. Ledelsesskiftet i den amerikanske centralbank kan også skabe uro.
Januar så ekstreme bevægelser i ædelmetaller og dollar. Signalerne i finansmarkederne indikerer ikke, at investorerne er blevet mere bekymrede for en økonomisk krise. Derfor er der stadig langt større sandsynlighed for stigende aktiemarkeder end en dyb korrektion.
De store, amerikanske tech-aktier i Mag-7 peakede som blok i slutningen af oktober. Kursfaldet i Microsoft omkring regnskabet i januar er tegn på voksende investor-uro omkring de massive investeringer i AI. Vi regner med at se mere tydelige vindere og tabere i AI-kapløbet i år, hvilket kan udløse tab af markedsværdi i visse selskaber.
Vi ligger godt i forhold til disse udviklinger, med en undervægt i amerikanske aktier, en ny position i store, europæiske selskaber, en position i guld og en portefølje af nordiske kvalitetsselskaber. Vi vurderer, at risikospredning og kvalitet i porteføljen bliver nøglen til gode, langvarige afkast de kommende år.
MERMAID AKTIER

Modelporteføljen Mermaid Aktier steg 6,2% i januar, hvilket er langt over det månedlige normalafkast. Udviklingen bragte afkastet de seneste 12 mdr. op på 28,2%.
Månedens største vindere blev Novo Nordisk, ABB, SAAB, FLS og Volvo, der tilsammen tegnede sig for 77% af porteføljens samlede nettoafkast.
Den største taber blev Matas, som vi satte på sidelinjen, da det negative momentum i aktien tog til.

I december vægtede vi op i Novo Nordisk. Siden steg aktien markant, og i starten af uge 5 rebalancerede vi den tilbage til en vægt på 7,5%. Før vi vægter op igen, vil vi gerne se flere beviser på, at selskabets vægttabstablet kan forblive konkurrencedygtig, og at selskabet forstår at udbygge sin pipeline.
Spørgsmålet om selskabets prissætning fylder også mere, eftersom fedmemarkedet hastigt bliver mere konkurrencepræget. Derfor bliver selskabets evne til ikke bare at levere volumen, men også til at beskytte priser og marginer, et centralt tema fremadrettet.
Vi kigger i stigende grad også efter selskaber, som vil have stor gavn af AI. Nordiske kvalitetsselskaber har generelt gode forudsætninger for at rulle teknologien ud hurtigt og til at udnytte den i forretningen. Men nogle vil gøre det bedre end andre, og dem leder vi efter.
Mermaid Balance

Mermaid Balance – modelporteføljen til den gennemsnitlige kunde – gav 3,3% i januar og 14,0% de seneste 12 måneder. Afkastet i en portefølje med globale aktier blev 0,6% i euro.
Guld steg 11% i januar i euro trods fald i slutningen af måneden. Det er steget 170% siden vi indledte vores position i 2021. Først var det for at beskytte vores kunder mod inflation og effekten af stigende statsgæld. Siden er geopolitik og et fald i tilliden til USA kommet til.

I 2025 har vi set en stigende andel af spekulative investorer i metallet, hvilket har gjort prisudviklingen meget volatil. Det var med til, at vi valgte at rebalancere til en vægt på 5% i uge 5. Guld kan godt sætte sig yderligere, men vi tror på metallets rolle som risikospreder.
Uden at gå ned i aktieeksponering åbnede vi i januar en position op i europæiske aktier via en ETF på Euro Stoxx 50. Vi ser værdi i europæiske aktier, bl.a. fordi vi ser en konvergens i afkast og værdiansættelser mellem USA og Europa de kommende år. Lige nu er forskellene ekstreme.

