Novo snublede igen – sådan står vi efter kapitalmarkedsdagen

—

af Mermaid

OPSUMMERING:

Novo Nordisk forsøgte mandag at skabe klarhed om den fremtidige vækst på vigtig kapitalmarkedsdag i London. Det lykkedes ikke, og aktien tog et nyt dyk. Mistilliden til ledelsen er markant, og prisen er lav i forhold til guidance. Hvis selskabet leverer, er mistilliden et godt argument for at købe. Men der kan nemt komme flere skuffelser. Givet potentialet holder vi fast i aktien, men bevarer vores undervægt til MSCI Nordic. Vi afventer nu mere information på flere centrale områder, før vi vægter om.  

KAPITALMARKEDSDAG

Reaktionen på kapitalmarkedsdagen og dagen efter viser, at markedet er meget skeptisk overfor ledelsen i Novo Nordisk. Selskabet guidede en langsigtet vækst på linje med resten af pharma-industrien, men aktien handler med en discount på 25%.

For et år siden var de ugentlige receptdata fra USA en direkte temperaturmåling på fedme-casen og dermed på aktiekursen. Mandag sagde selskabet, at Oral Wegovy har over 7 mio. amerikanske recepter, men aktien faldt 8%. Markedet fokuserer nu mere på vækst efter Semaglutide, på styrken i pipeline og evnen til at modstå prispres.

Novos ledelse guidede mod en langsigtet vækst på omtrent 5% p.a. og stabile marginer. Men det var ikke nok for dele af markedet, mens andre tvivler på ledelsens evne til at eksekvere især på perioden efter 2030.

Patentudløb fra 2026 til 2035 eksponerer mellem 200-300 mia. kr. af Novos salg med tyngde på fedme. Semaglutide er ude af patentbeskyttelse i Canada, Indien, Brasilien og Tyrkiet og mister eksklusivitet i Kina i år.

Væksten de kommende år hviler på CagriSema. Med et forventet vægttab på 12,4% hos patienter med type 2-diabetes, er produktet ikke afgørende bedre end konkurrenternes. Den langsigtede vækst afhænger i store træk af M&A, hvilket gør aktiecasen usikker.

HVOR STÅR AKTIEN NU?   

Kursen på omkring 260 er lav i forhold til den fundamentale værdi, hvis løfterne fra kapitalmarkedsdagen holder. Novo guider mod omkring 5% årlig vækst, stabile marginer, faldende investeringsbehov og mere end 150 mia. kr. i risikojusteret pipelinesalg i 2035.

Marginer og vækstguidance placerer derved selskabet omtrent i midten af sin pharma peer-

gruppe. Aktien handler fortsat med en discount på cirka 25% til gruppen ekskl. Eli Lilly. FWD P/E er omkring 13 mod omtrent 17 for MSCI Nordic og cirka 24,5 for Eli Lilly.

Markedet priser dermed ikke ledelsens langsigtede løfter fuldt ind. Hvis Novo derfor kan levere stabil vækst på linje med guidance og samtidig holde op med at skuffe, er der plads til en markant kursstigning.  

En værdiansættelse som i peer-gruppen peger mod en kurs på omkring 330 og op mod 500, hvis man lukker hullet til Eli Lilly. Omvendt kan vi gå mod 220, hvis ledelsen skuffer igen.

Novo har i dag en vægt på 5,3% i Mermaid Aktier mod 9,3% i MSCI Nordic. Fra at være porteføljens største position ved indgangen til 2025 er selskabet nu delt femtestørst, og koncentrationsrisikoen er dermed reduceret væsentligt.

Vores eget screeningsværktøj af fundamental værdi scorer aktien i den høje ende blandt de +20 positioner i Mermaid Aktier.

Især scorer den højt på værdiansættelse i forhold til peers og på fundamental kvalitet. Ligeledes ser vi, at indtjeningsestimater for 2027 lader til at have bundet, hvilket indikerer muligt positivt momentum de kommende måneder.  

Casen er binær: Aktien er billig, hvis ledelsen eksekverer på de lovede mål. Men discounten afspejler en dyb skepsis i markedet, som vi delvist deler. Målbare tegn på at væksten efter Semaglutide er intakt, og positivt momentum i indtjening, kan give upside.

FREMADRETTET

Nye datapunkter på flere vigtige områder vil afgøre, om vi evt. vægter op eller ned:

Positive kurstriggers

  1. 2027/28 EPS-estimater løftes mindst 5%
    Konsensus løftes efter bedre US-salg, oral Wegovy og bedre volume/pris-mix.
  2. Væksten efter semaglutide bliver mere synlig
    Konsensus for 2035-salg fra nye pipelineprodukter skal løftes mod DKK 125-130+ mia. Det bør ske efter mindst to events: M&A, CagriSema-godkendelse/launch, stærk REDEFINE 11, positiv UBT251-data eller stærkere zenagamtide-data.
  3. Oral Wegovy viser holdbar dominans
    Wegovy pillen holder >65-70% af oral NBRx og mindst ca. 2xFoundayo TRx gennem flere måneder, samtidig med at Novos US obesity-share ikke falder under ca. 40%.

Negative kurstriggers

  1. Ny earnings-skuffelse
    2027/28 EPS-konsensus falder >5%, eller Novo nedjusterer guidance igen.
  2. Væksten efter semaglutide svækkes
    Konsensus for 2035-pipelinesalg falder, eller markedet fortsat ligger under 110 mia. kr. efter CagriSema-launch og nye data. Så bliver det svært at nå mål om 150 mia.kr.
  3. Lilly lukker hullet på piller
    Wegovy oral NBRx-andel falder til <55-60%, TRx-fordelen mod Foundayo falder til <1,5x, samtidig med at Novo ikke vinder tilbage på injectables.

MERMAIDS REJSE MED NOVO B

I starten af 2024 fyldte Novo B mere end 12 pct. i Mermaid Aktier. Det var halvdelen af vægten i MSCI Nordic. Vores kunder fik ikke fuld glæde af melt-up mod kurstoppen, men skærmedes mod kursfald efterfølgende.

I maj, 2025 valgte vi at vægte op i aktien, som handlede til en FWD P/E på 15. Kort før stadfæstede en føderal domstol i Texas forbuddet mod at sælge kopier af Novos produkter i USA. Aktien steg efterfølgende 20 pct., før den kollapsede igen på nye skuffelser.

I august sidste år anbefalede vi vores kunder ikke at sælge på en kurs omkring 320. Men vi anbefalede heller ikke at øge andelen, før der kom flere positive triggers. Disse signaler udeblev, og markedet har som nævnt ovenfor flyttet fokus.

Aktien stod for 99,4% porteføljens tabsside i 2025, men kun 8,5% ÅTD.