Mermaid event: Europas vej mod selvstændighed skaber muligheder

af Mermaid

Er der en investeringscase i Europas rejse mod sin plads i den nye verdensorden? Ja – mange.
Det var konklusionen fra vores kundeevent tirsdag, hvor økonomiredaktør hos Berlingske, Ulrik Harald Bie, og vores egen Thomas Ditlev Wandel holdt hver deres oplæg om emnet.
Ulrik skitserede Europas svære udgangsposition. Efter en lang periode med underinvestering og politisk inaktivitet opererer mange europæiske økonomier under potentiale, og afhængigheden til bl.a. USA og råvarer/energiproducenter er stor.
Vi har nu at gøre med et USA, som på mange måder er blevet utilregnelig, og vi er nu i en verdensorden, hvor staters vilje trumfer aftaler.
Ulrik var dog optimist på Europas vegne, og så tegn på tiltagende politisk handlekraft. Han skitserede derefter en vej frem for Europa, som bl.a. består af innovation, reformer og samarbejde.
Thomas Wandel skitserede Mermaid Asset Managements eget hovedscenarie. I stil med Ulriks observationer, baserer det sig på antagelsen om, at Europas politikere har forstået situationens alvor – og at de i stigende grad har incitament til at agere.
Vi mener, at denne udvikling vil præges af fire hovedtemaer, som vil sætte deres aftryk på afkast de kommende år. De er:
1. Et forhøjet geopolitisk konfliktniveau, som bl.a. skaber fokus på selvstændighed og reformer
2. AI og teknologikapløb, der skaber disruption i brancher og økonomier
3. Stigende gæld i virksomheder og stater, som øger prisen på kapital
4. Norden som vinder, der skaber en platform for områdets kvalitetsvirksomheder.
Han redegjorde derefter for, hvordan vi ud fra disse temaer finder en række cases, og hvordan vi med hjælp af vores investeringsprincipper og investeringsprocesser sorterer i dem, så de kan indgå i konkrete porteføljer hos vores kunder.
Tak til deltagere og foredragsholdere for en lærerig aften og en god dialog.