Client LoginEuropas prekære sikkerhed og tilbagestående økonomi betyder, at vi står over for en periode med forandringer, der kan få den grønne omstilling til at blegne. Det er analysen i kronik fra Thomas Ditlev Wandel i Finans/Jyllands-Posten i dag.
Kronikken kan læses nedenfor:
Europa skal finde sin egen vej militært og økonomisk efter 80 år i et trygt ægteskab med USA.
Udfaldsrummet er derfor pludselig blevet enormt. Enten står vi på dækket af Titanic og kigger ned på isbjerget eller ved foden af den første Apollo-raket, og kigger op på en politisk og økonomisk genfødsel.
Det kan altså gå rigtigt godt eller rigtigt skidt. Der er næsten ikke en gylden mellemvej.
Opgaven er enorm, den skal løses hurtigt, og der er masser af aktører, som vil forsøge at kuldsejle processen.
Europas prekære sikkerhedssituation og tilbagestående økonomi betyder, at vi ser ind i en periode med forandringer, der kan få den grønne omstilling til at blegne.
Det har man indset for længst i Warszawa og Prag og nu også i Bruxelles, Paris, Berlin og London.
Det vil indebære enorme investeringer i forsvar, men også i infrastruktur. Det vil kræve aktivistiske industripolitik, dybe reformer og nye teknologier.
Det vil ikke mindst kræve penge, som stadig er der, men ikke til store fejl undervejs.
Hvis Europa fyrer krudtet af i en gigantisk fuser, risikerer vi en tur til verdens forgældede bagperron.
Omvendt kan de rigtige tiltag, implementeret med beslutsomhed, skabe kimen til en lang periode med vækst, sikkerhed og øget geopolitisk indflydelse.
Donald Trump vil på kort sigt forsøge at stikke en kæp i hjulet med tariffer og trusler. Rusland vil også gøre sit for at splitte de europæiske lande ad.
Endelig har vi i Europa en lang tradition for at mele vores egne kager og undgå ansvar og regninger.
Det nye Europa formes dog i modgang, hvilket ikke nødvendigvis er en ulempe. Krisebevidstheden er stor.
Det afspejles i pengeregnen indtil videre.
Mette Frederiksen smed forleden 50 mia. kr. ekstra på bordet til forsvar med ordene: ’køb, køb, køb!’ Bortset fra da pandemien truede med at totalskade dansk økonomi, er det vel aldrig sket før.
Den norske regering har øget sit forsvarsbudget med 385 mia. danske kroner frem mod 2036.
De ledende tyske partier er netop blevet enige om at oprette en fond til investeringer i infrastruktur på 500 mia. euro, og har de facto fjernet loftet for, hvad man kan bruge på forsvar.
EU foreslog forleden at øge investeringerne i forsvar med 800 mia. euro (knap 6.000 mia. kr.).
Det er historiske checks, dog indtil videre primært fra lande med finanspolitisk råderum og nærhed til Rusland. Sydeuropa har valgt at spille bolden videre.
Investeringer i forsvar øger kun væksten kortvarigt og sjældent udenfor forsvarsindustrien.
Kun på et område kan det give anseelige multiplikatoreffekter – nemlig forskning.
En stigning på 10 pct. i R&D indenfor forsvar kan skabe en stigning i privat R&D på omtrent 5 pct., ifølge nogle studier.
Europa har brug for højere vækst på mange andre områder.
I Bruxelles ser alle derfor nu mod den såkaldte Draghi-plan, fremført af den tidligere ECB-chef Mario Draghi.
Den vil styrke vækst og produktivitet bl.a. ved at forbedre EU’s erhvervsklima, koordinere industripolitik og sikre kapacitet i følsomme sektorer.
Planen lægger op til investeringer i bl.a. energi og digital infrastruktur på op mod 800 mia. euro samt yderligere liberaliseringer af kapitalmarkedet.
Kommissionens nye energiplan går efter at styrke europæiske virksomheders konkurrenceevne markant. Ligeledes vil man sandsynligvis snart forlænge en ordning, der tillader flere subsidier.
Som investor sidder man tilbage med ærefrygt og en knugende fornemmelse i maven.
Drejer man på de rigtige håndtag, bliver mange virksomheder til en bedre investering. Der vil også komme nye selskaber, som vil vokse hurtigere end før.
Til gengæld er eksponeringen mod USA stadig stor, ikke mindst i Norden – omtrent 21 pct. af amerikansk import kommer stadig fra Europa.
Selskaber på det marked skal vise, at de kan blive mere produktive og konkurrencedygtige og skabe nye muligheder andre steder. Ellers bliver de en byrde i porteføljen.
Vi krydser fingre, og forsøger at skille falske fra ægte signaler. Som investor skal man se verden, som den er – ikke som man gerne ville have, den er.
Lad os håbe, at man gør det samme i mange europæiske hovedstæder.
