Client LoginThomas Ditlev Wandel udlægger i en kronik i dagens Finans parallellerne mellem Danmarks dans med den økonomiske afgrund i starten af 1980’erne og USA’s situation med Donald Trump.
Fællesnævneren er erkendelsen af, at markedets tålmodighed ikke er ubegrænset. Risikoen for stigende renter og en valutakrise pressede Danmark til reformer, der lukkede hullerne i betalingsbalancen og den offentlige saldo.
Fortsætter Trump ud af samme tangent, står USA sandsynligvis snart i samme situation, vurderer Thomas Ditlev Wandel.
Kronikken kan læses her eller nedenfor.
Hvis du vil forstå Donald Trumps næste træk så kig på Danmark
Fortolkningerne af Donald Trumps vanvittige start er mange og til tider ildevarslende.
Alle leder febrilsk efter den røde tråd – det økonomiske projekt – som giver et fingerpeg om hans næste træk.
Det virker stadig uklart for os, om han overhovedet har et projekt. Han får dog meget snart et. Han bliver nødt til at genoprette finansmarkedernes tillid til USA.
Den kaotiske handelspolitik, udsigten til ufinansierede skattelettelser, den voksende statsgæld, det kroniske underskud på betalingsbalancen og trusler om at politisere landets centralbank har skabt dybe bekymringer hos især udenlandske investorer.
Deres salg af amerikanske aktiver har været med til at sende lange renter op og dollaren og aktier ned. Det er en giftig cocktail.
Udviklingen har rystet Trump, og han har trukket en smule i land. Men investorer som os står stadig tilbage med vores tvivl.
Det er en tvivl, vi kender godt herhjemme.
Vi skal tilbage til en søndag aften i oktober 1979, hvor daværende danske finansminister Knud Heinesen medgav, at dansk økonomi havde ’’kurs imod afgrunden, og vi kan se den.”
1970’ernes to oliekriser og årtier med offentligt overforbrug havde efterladt os med en voksende statsgæld og et kronisk underskud på betalingsbalancen.
Markedet var bekymret. Renterne steg, kronen sivede, og det blev gradvist sværere at finansiere underskuddene.
Presset af markedet gjorde vi det sværere at få velfærdsydelser og satte en bund under de offentlige underskud.
Skattereformen i 1985 og Kartoffelkuren i 1986 tog derefter luften ud af privatforbruget, boligmarkedet og stimulerede opsparing.
Øvelsen var med til at koste Danmark syv magre år med økonomisk stilstand, men skabte allerede i 1990 overskud på betalingsbalancen efter tre årtier i minus. Handelsbalancen blev positiv allerede i 1987.
Op gennem 1990’erne og helt til i dag fulgte en række reformer, som har lagt styrke på styrke under dansk økonomi. Vi er nu et af de sikreste steder i markedet.
USA er endnu ikke ude ved den samme afgrund, som vi var. Men Trump er helt klart manden, der kan få landet derud.
De seneste ugers bevægelser i markedet viser med al tydelighed, at nedtællingen er i gang. Der er ikke plads til mange fejltagelser herfra.
USA kommer dog ikke til at gå samme direkte vej som os fra forbrugsdrevet underskudsøkonomi til eksportmirakel.
Ikke mindst fordi Trump lige nu bruger den forkerte medicin. Han har valgt at angribe problemerne bagvendt, sikkert fordi han tror, at der er flere stemmer i det.
I stedet for at tackle overforbruget hos de amerikanske husholdninger prøver han med magt at tvinge produktion tilbage til USA – og dermed handelsunderskuddet ned – med skyhøje tariffer.
Industrijobs fylder dog kun 8 pct. af arbejdsstyrken og varehandel kun 10 pct. af BNP. Der er lang vej hjem.
Tariffer vil ændre konkurrencesituationen en smule til USA’s favør, men løser ikke økonomiens grundlæggende problem. Og de vil med sikkerhed ramme væksten undervejs.
Retningen gør investorerne nervøse. Smertegrænsen kan være tættere på, end man tror.
Tariffer og den faldende dollar er allerede godt i gang med at pumpe inflationen op.
Mistilliden vil gøre det sværere at placere de godt 9 billioner dollar i ny statsgæld, som skal sælges ind i markedet det kommende år. En 10-årig statsrente på over 5 pct. vil skabe alvorlige problemer for det amerikanske statsbudget.
Derfor må Trump, eller måske rettere mere realistiske og dygtigere politikere omkring ham, formodentlig snart sadle om.
Alternativet – at sætte hælene i på handelspolitikken, at indføre kapitalkontroller og tvungen omlægning af gæld – er efter vores mening for destruktivt selv for Trump.
Den rigtig medicin er dog heller ikke en fest for markedet.
Selv hvis USA gør alt det rigtige herfra – selv hvis Trump tackler det private overforbrug, stimulerer opsparing, sætter en prop i det offentlige underskud, øger produktiviteten via investeringer og deregulering og hiver de marginaliserede grupper tilbage ind i økonomien – så ser vi ligesom i det danske eksempel nok ind i en række magre år.
Udfordringerne gør andre regioner mere attraktive relativt set for en investor som os. Men med fornyet tillid til den økonomiske kurs er USA stadig interessant.
For med den rigtige medicin er det langsigtede potentiale i amerikansk økonomi enormt.
